PINOCCHIO-metoden tager udgangspunkt i en udarbejdet fysisk model, der kan illudere det færdige produkt. Løsningen eksisterer ikke endnu, og der skal valideres tidligt. Modellen er en tidlig og simpel version af det færdige produkt. Ofte lavet med billige og let tilgængelige materialer.  Metoden benyttes især, hvis der er fokus på, at løsningen vil påvirke adfærden hos målgruppen. Metoden er god hvis løsningens form og brugervenlighed skal testes, og det er vigtigt, at den introduceres i den virkelige situation, hvor produktet tænkes anvendt.

SÅDAN GØR DU TRIN-FOR-TRIN:

Når din fysiske pretotype/model/løsning og eksperimentet omkring denne skal udvikles, er det vigtigt at være flere, der arbejder sammen, så man kan inspirere hinanden. Sæt derfor et godt team til opgaven. Hvem har for eksempel den viden og de kompetencer, der skal supplere din egen viden i forhold til at designe eksperimentet? Det kan yderligere hjælpe og være til inspiration at have fysiske materialer til rådighed i dette trin. Måske kan løsningen tegnes, formes i modellervoks, bygges i pap eller skitseres i en collage af inspirerende billeder fra forskellige medier. Find inspiration til dette i RR Toolboxens FASE 5 – Design din løsning.

Sæt dig ud i butikken, i de fysiske omgivelser hvor du påtænker at lave eksperimentet. Find inspirationen gennem de elementer, der er derude. Observer samspillet mellem kunderne, personalet, varerne og interiøret. Få ideer til det du skal gøre ved at være tilstede her. Inddrag gerne flere medarbejdere i dine observationer, så I efterfølgende sammen kan brainstorme om mulige måder, eksperimentet kan designes på. Få yderligere hjælp til brainstorming i værktøjet brainstorming.

Beskriv eksperimentet i scener som det var en spillefilm. Hvad skal der ske undervejs og hvem skal involveres? Tegn en skitse til en lille tegneserie for eksperimentet. Få inspiration til dette gennem værktøj Storyboard.

Fra ”tegneserie-skitsen” går du nu i gang med at skaffe materialerne og du skal foretage den videre planlægning i forhold til tid, sted, og deltagere. Lav en plan og et budget for eksperimentets gennemførelse. Brug her værktøjet TO DO. Se på den lille tegneserie du har lavet, der illustrerer eksperimentet og overfør det du har tegnet til de praktiske handlinger, der er foreslået i TO DO listen. For eksempel: Hvem skal være med, hvornår skal det ske, hvor længe skal det vare, hvad skal der anskaffes osv.?

Inden Eksperimentet ruller, skal du bruge tid på en generalprøve, hvor du sikrer dig, at personalet er indforstået, med det de skal gøre undervejs. Og du skal vurdere hvordan du inddrager kunderne. Skal de for eksempel vide på forhånd, at de er en del af et eksperiment omkring en ny løsning? Måske er det ikke en god ide, fordi de så kan være forhåndsindtaget, overfor det de oplever, og de reagerer måske kunstigt positivt. Eller måske er det netop vigtigt, at de ved det på forhånd, i det tilfælde at de ikke helt forstår hvad, der sker undervejs gennem eksperimentet. Det er en overvejelse værd, om du efterfølgende skal fortælle kunderne, hvad de har været med til, og måske give dem en lille kompensation som tak for ulejligheden, således at din kundeinddragelse blive positivt modtaget.

Når eksperimentet har kørt et kort stykke tid, så sæt dig sammen med dem det involverer, og se sammen på, om der er noget der skal justeres. Juster til og fortsæt eksperimentet, men vær parat til at justere igen, hvis forholdene ændrer sig. Det vil sige, at du løbende skal holde øje med eksperimentet.

TIPS & TRICKS

*

Lad ikke eksperimentet løbe over for lang tid. Husk at det er en Cowboy test du udfører. Det vil sige, at du skal skyde hurtigt fra hoften og arbejde med de materialer, der er tilgængelige.

*

Lad ikke dit eksperiment blive for kompliceret ved at forsøge at teste for mange forskellige ting på samme tid.

*

Accepter at det kan gå galt og at det er gennem de fejl, der sker at du lærer.

*

Brug dine medarbejdere og dit netværk når du skal få ideer til at teste dine løsninger. Andres bidrag giver dig flere ideer at vælge imellem.

*

Tænk over hvorledes du motiverer og inddrager det personale, der skal være med til at gennemføre eksperimentet, således at de kan se meningen med det, og således at de føler sig motiverede.

INSPIRATIONS-CASE, der knytter sig til dette værktøj:

Tøjet fortæller sin historie i genbrugsbutikken
Et team af studerende arbejdede med en udfordring for en genbrugsbutik, der handler med luksustøj, og hvor tøjet bliver solgt i kommission. Butikken ønskede at øge kundeoplevelsen og kundeinvolveringen. De studerende gennemførte indledende kundeinterviews, der viste, at kunderne gerne ville vide mere, om det tøj de købte. De studerende udtænkte en løsning bestående af en ny label i genbrugsmaterialer. Der blev udarbejdet et mindre antal af disse labels, der blev sat på udvalgte stykker tøj. På en konkret festkjolelabel kunne kunderne således læse mere om kjolens historie, for eksempel hvilke fester den havde været til, og hvordan købet af den kunne bidrage til et bæredygtigt forbrug. Efter to ugers test kunne indehaveren berette om en øget interesse for netop det tøj, der havde labels på. Den lille test gav butikken mod på at arbejde videre med ideen om, at historierne om tøjet måske også kunne registreres med QR koder og lagres elektronisk.

NEXT STEP
Vælg et VÆRKTØJ for at komme videre i dit arbejde med AKTIVITETEN: Afprøvning

Det er nu du skal endeligt vurdere om du har brug for at foretage flere eksperimenter, eller om du ud fra den nye viden som denne sides værktøj har givet dig kan se, at løsningen opfylder formålet. Vi kan anbefale, at du også overvejer om eksperimenter, der tager udgangspunkt i brugen af de øvrige nedenstående værktøjer, kunne give dig relevant ny viden til butikken.

ELLER…
Vælg en AKTIVITET for at komme videre i dit arbejde med SPØRGSMÅLET: Hvordan virker min løsning?

Når afprøvning af eksperimentet er slut, er det vigtigt at du opsamler og vurdere den nye viden resultatet har givet dig. Det betyder, at du skal se på om den løsning du havde udviklet virkede, og om den gav værdi til butikken. Her skal du bruge de succeskriterier du selv sætter op for eksperimentet under “Effektmåling”.

Om ophavsperson til værktøjet:
Alberto Savoya opfandt udtrykkene ”pretotype” og ”pretotyping” der er hans tekniske betegnelser for tests og eksperimenter. Han udviklede kernekoncepter og teknikker i 2009-2010, mens han arbejdede hos Google som Engineering Director og innovation Agitor. Udover at skabe seminarer og workshops for Google, niversitetet Stanford og virksomheder (både Fortune 5000 og Start Ups), er Alberto Savoya forfatter til den første bog der er skrevet om Pretotyping: ”Pretotype it”.

Læse mere på disse links:
https://www.albertosavoia.com/therightit.html
https://www.albertosavoia.com/

SE HELE RR TOOLBOXEN